Oppe på plateauet, hvor Mosel og Rhinen flyder sammen finder vi flyvepladsen Koblenz/Winningen (EDRK). På skrænterne ned mod floden vokser uendelige rækker af hvidvinsranker som nyder solen på de sydvendte skråninger, de gode mængder regn og den mineralske skifferjord. Dette giver grobund for nogle rigtig gode vine, gode gåture og spændende fortællinger.
På flyvepladsen findes en lækker græsk restaurant og nede i byen findes det hyggelige sydtyske landsbyliv, som bærer præg af de mange små vinproducenter.
Vi mødes på flyvepladsen Koblenz/Winningen fredag hen på eftermiddagen og får aftensmaden på den græske restaurant, inden vi spadserer ned gennem vinmarkerne til hotellet.
Lørdag formiddag er der foredrag og vinsmagning hos Weingut Kröber. Hvis man skulle finde Florian Kröber’s vine lækre nok til at tage noget med hjem, leverer han gerne på flyvepladsen søndag – alternativt kan vinen sendes hjem til en meget favorabel fragtpris. Så ingen undskyldninger med vægt- og balanceberegningen!!
Lørdag aften finder vi en lille restaurant i Winningen og så er der fri leg og hjemflyvning søndag op ad dagen, når lørdagens vinsmagning er dampet af.
Når vi kender de tilmeldte, laver vi et par planlægningsgrupper, som kan mødes inden afgang og planlægge turen i detaljer. På den måde kan vi lære af hinanden og få alle de nye fif fra Skydemon mv.
Seneste forhåndstilmelding er 1. marts 2025, da der er pres på hotellerne under vinhøsten i september. Den endelige beslutning om afgang skal foretages 4 dage før afgang, for eventuelt at kunne afbooke hotellet uden beregning. Den angivne pris er estimeret og dækker et enkeltværelse på hotellet i 2 døgn med morgenmad. Øvrige omkostninger påløber i form af brændstof, startafgifter, mad mv.